Der er meget information i løbet af en graviditet. Så meget at jeg nok første gang lod det meste passere. Jeg skal føde, min krop ved hvad den skal, vi tager det som det kommer, tænkte jeg. Det gik også alt for vildt og jeg nåede kun lige at løbe ind på klinikken på Hvidovre Hospital, hvor en svensk jordemoder undersøgte mig stående i et skyllerum og kunne konstatere ” Ja, du ska få føte dit barn snart”. Min mand prøvede at gemme mig bag et (brugt??) lagen imens vi løb som listetyve over på en fødestue, hvor den standhaftige svensker ville have mig op på briksen. Det var den her fødedame overhovedet ikke indstillet på, men jeg kunne presse når jeg kom på briksen!!!!!! Og ellers ved jeg ikke hvad hun havde gjort med det barn der kom susende ud i livet, hvis jeg havde insisteret på at blive stående.

Nå, men det var jo let og lykkeligt og vi måtte blive to nætter!!!! på vores eget værelse. Jordemødrene så melodi grand prix og gloede mærkeligt på mig da jeg mente at far godt kunne se på vejning af barn imens jeg trippede ud til min første tissetår efter fødslen. Jeg havde set og mærket mit barn. Hun var perfekt. Deres vægt kunne de selv om.

Så kom vi hjem…..Må man det? Bare tage et forsvarsløst barn med ud fra de sundhedsprofessionelles vægte og skemaer. Det var vildt. Det yndige pigebarn var en drøm, der suttede som en lille malle og i øvrigt helst ville have at far travede frem og tilbage i stuen med hende om natten. Men mor her fik gæster….. Ikke nok med at man er panisk angst for første gang der skal passere en lort igennem det hul der sidder så skæbnesvangert tæt på det kludetæppe af hævet mellemkød, der helst vil gemmes væk i en svær hospitalstrusse med et isbind som nathue, nej nej, så får man lige en hæmoride oveni. I to nætter kastede jeg mig rundt i sengen med tårerne sprøjtende ud af øjnene i smerte. Vi boede på 3. sal og det var, ved gud, fristende at hoppe ud over altanen. Når jeg gik på toilettet var det en kunst at prøve at holde på underlivet samtidig med at jeg skulle presse liiiige så forsigtigt. Jeg kendte nok til knibeøvelser til at vide at det er den samme muskel der kniber i hele området, så når min ømme bækkenbund helst ville forsvinde ind i sig selv, så var det sgu svært at give efter i bagdelen.

Mine næste to fødsler var vidunderlige hjemmefødsler med hele familien samlet. Men selvfølgelig skulle jeg have besøg af fru hæmoride bagefter. Sådan en “du føder godt, men fuckes godt og grundigt op, det skal du”.

Mit bedste råd til hæmorider: Prop dem op hvor solen aldrig skinner og kniiiiib. Jeg elsker at føde og heldigvis er der jo det lille vidunder at nyde bagefter, for morkroppen syd for patværket, den første uge efter fødslen, er godt nok en lidt for tømmermandsramt fest for mig.