Busken er tilbage, men hvor?

Hår på kvindekroppen er altid et emne der kan dele meninger og folk, på linje med præsidentkandidater og om vi virkelig var på månen. Fra der dukkede små lyse hår op på mine ben og lidt mere krusede af slagsen under mine arme og på min fisse har jeg gjort noget for at trimme dem. Jeg var danser som ung og disco freestyle og en ordentlig dusk under armen hang slet ikke sammen. Det var mit førstevalg. Væk med håret under armene og på benene. Jeg husker at min mors veninde formanede mig “barbér dig aldrig på benene, hårene bliver tykke og stride og du kommer til at skulle barbere dem for altid”. Nå, men jeg var vel 12 -13 år og skulle ikke lige høre efter den slags klidmostersnak.                                                           Håret på fissen fik lov at blive. Jeg trimmede kanterne, så håret blev holdt under kontrol i trussen, og jeg misundede min veninde der havde den fineste lille frits over revnen. 20 små, lyse hår der pegede lige ned mod klitten. Hun kunne sagtens. Med den misundelse var der selvfølgelig en forventning om at drengene som skulle i trussen på os ikke kunne lide at der var for meget hår. Men jeg må indrømme at jeg aldrig har fået klager, uanset hvor utrimmet jeg har været mellem benene, så det har, for mig, helt klart været et pres skabt af medier eller os piger imellem, desværre. I vores tids debat om kvinders kroppe er der helt klart nogle mænd (med for små…..sko) der giver udtryk for kvinders vederstyggelige kropsbehåring, men dengang i midt 90´erne var det ikke på dagsordenen.

Feminisme og hår                                                                                                                                                                      I min senere ungdom prøvede jeg også glatbarbering af kussen af, det var simpelthen ikke noget for mig med sådan en nøgenrotte, der mindede mig om min barnlige tissekone. Håret måtte gerne være dér, men jeg stillede aldrig spørgsmålstegn ved hårene på benene og i armhulerne, de blev fortsat troligt barberet flere gange om ugen.                                                               Efter jeg er blevet mor har der mere eller mindre bevidst sneget sig perioder ind hvor håret fik lov at stå, nok mest på grund af manglende overskud til også lige at prioritere mig selv . Jeg følte mig klart mest lækker, når jeg havde haft tid til at barbere mig.                                                Jeg er i den heldige situation at jeg har født tre pigebørn og med dem har jeg været ekstra optaget af hvordan jeg som kvindeligt forbillede agerer med min krop. Derfor er der stort set bar røv og mordelle i fri dressur dagligt, så de kan se at jeg er glad i mig i min naturlige kvindekrop med strækmærker, åreknuder og det hele. Men hårene har været mit dilemma. En af mine døtre sad i sit badekar som treårig imens jeg barberede ben og udbrød forarget     “Aaaj, mor. Ikke feje mumsen!”. Der fik jeg et signal om at jeg lige måtte tænke lidt over om de skulle se at jeg fejede ben såvel som numse:-) Jeg er nu fortsat med at barbere ben, stryge tissekonen(som en anden af mine døtre kalder det, når jeg trimmer trussekant) og fjerne håret under armene, indtil fornylig, hvor jeg tænkte at de der hår under armene simpelthen har ret til at være der. De generer ikke mig (modsat hårene på benene som irriterer mig når jeg har strømpebukser på og hårene i trussekanten, som bevæger sig ned mod lårene) så nu er det budt velkommen. Jeg bliver mere og mere glad for dem og jeg håber at mine piger glemmer at jeg barberede dem og så tror jeg at jeg vil gemme kosten og strygejernet lidt væk fra deres øjne.  De skal selv kunne vælge hvordan de har godt i deres kroppe og ingen af dem er hverken elitecyklister eller konkurrencedansere (endnu), så forhåbentligt bliver de glade i deres kroppe med deres hår.  Jeg håber da på snarest at se en svedig latin med en sensuel kvinde med en god dusk under armen!      

Min tiltagende busk i armhulen. I like!

Min tiltagende busk i armhulen. I like!

                                                                                                                                                     

3 tanker om “Busken er tilbage, men hvor?

  1. Åhhh de hår. Det er en af de ting som virkelig kan sætte mit p.. i kog!

    Jeg husker så tydeligt at jeg i skolen – hvor gammel jeg var ved jeg ikke præcis, men jeg var blandt de tidlige – da jeg fik hår under armene bare skulle havde det der klamme af i en ruf. “Det var mega ulækkert og man kunne ikke vaske sig ren med hår under armene.”
    Jeg tog udtalelserne og påstandene for gode varer. Og damn hvor jeg hadede det. Jeg fik så mange sår, indgroede hår, røde knopper og kløe.
    Jeg havde ikke en mor der talte med mig om det, elle hjalp mig med hvordan det skulle gøres. Jeg fik lov til at bruge min fars gamle barberblade – allernådigst!
    Så kom de på benene og på kussen – Camilla jeg øver mig virkelig her med mit sprogbrug, selvom det er grænseoverskridende for mig.
    På benene – væk skulle de, især fordi jeg var begavet med ekstra strid og næsten sort hårvækst på mit venstre lår. Jeg kunne barbere i et væk. Bladende var stadig sløve som ind i h…
    Trussekanterne skulle også have en tur … så kom bumserne!!!
    I årevis gik jeg rundt med blødende lyske, for der skulle dæleme ikke være hår uden for trussen!

    Da jeg blev ældre fandt jeg ud af at jeg nok skulle finde en anden metode end de gamle aflagte Gillette blade. Der kom færre sår, men de andre gener forsvandt ikke. Men jeg fortsatte, for jeg skulle jo ikke være hende der den ulækre, det var aldrig til diskussion, det var aldrig til overvejelse, det var aldrig en samtale, det var aldrig genstand for reflektion. Det var sådan det var!

    Jeg prøvede alverden, sugaring, maskiner der barberede, maskiner der hev håret ud med roterende fjedre, creme, barberblade lavet til kvinder – you name it, I’ve tried it!

    Jeg husker omklædningsrumssnakken om hvor heldige de var, de som havde lyse bløde hår, eller ingen hårvækst. Mine jødiske aner ville bare at jeg skulle være en af dem med kraftigere mørk hårvækst her, der og mærkelige stæder.

    Så kom pincetten frem, øjenbryn, overlæber, bryst vorter … alle steder der tillod sig et lille synligt hår – jeg nipsede det!

    Så kom den dag hvor en mand fortalte mig … “Jeg synes altså du har for mange hår på kussen – helt ærlig, det er for ulækkert, det må du trimme.”
    Ung og uerfaren, usikker og – nu ved jeg – dum som jeg var trimmede jeg … mit aller helligste.

    Jeg græd og led. Det kløede og kradsede, det føltes forkert. Jeg havde bumser på skamlæberne og jeg hadede det.
    Og alt det for ukærlig og ensidig sex med en mand der ikke accepterede mig.

    Men hvem var jeg til at stille spørgsmålstegn ved min egen hårvækst. Det var aldrig en mulighed aldrig et valg. Den dag i dag kan jeg blive så ulykkelig over at det var et valg som normerne og samfundet tog for mig.
    I sexualundervisningen i skolen blev vi aldrig gjort opmærksomme på at vores kroppe og hvordan vi behandlede dem var vores eget valg. Vi hørte om, prævention, graviditet og AIDS … vi hørte så meget om AIDS.

    Heldigvis blev jeg – på et tidspunkt i mit liv – klogere på mig selv og min krop. Jeg flyttede ind ind et kollektiv hvor jeg mødte en kvinde, som sminkede, fjernede hår og gjorde vilde ting med sin krop. Hun tog snakken med mig, selv om vi var vidt forskellige så fik hun mig til at forstå at del hele – og jeg mener det hele var mit eget valg. Et valg jeg med det samme kunne trække tilbage. Talk about a game changer!

    Pludselig stod jeg der med hår alle vegne og jeg elskede det. Jeg nyder de bløde krøllede hår under mine arme og at min kussen har lige præcis den frisure den har.
    At jeg ikke længere skal klø, kradse, bløde, holde bumser ud eller have røde knopper på huden flere gange om ugen.

    Heldigvis har jeg en mand som ikke er imod hårvækst – og det er på ingen måde begrænsende for et rigt, sundt og kærligt samliv – tvært imod.

    Jeg har valgt at være mig med min krop og mine mørke hår. Det er den bedste beslutning jeg har gjort for min krops vegne – det er jeg sikker på!

    Og så er der hele snakken om at være mor til en pige … uha, den tror jeg jeg må gemme til en anden dag.

    Tak Camilla – fordi du åbnede den :-*

  2. Åhhh de hår. Det er en af de ting som virkelig kan sætte mit p.. i kog!

    Jeg husker så tydeligt, at jeg i skolen – hvor gammel jeg var ved jeg ikke præcis, men jeg var blandt de tidlige – da jeg fik hår under armene, bare skulle havde det der klamme af i en ruf. “Det var mega ulækkert og man kunne ikke vaske sig ren med hår under armene.”
    Jeg tog udtalelserne og påstandene for gode varer. Og damn hvor jeg hadede det. Jeg fik så mange sår, indgroede hår, røde knopper og kløe.

    Jeg havde ikke en mor der talte med mig om det, eller hjalp mig med hvordan det skulle gøres.
    Jeg fik lov til at bruge min fars gamle barberblade – allernådigst!

    Så kom de på benene og på kussen – Camilla jeg øver mig virkelig her med mit sprogbrug, selvom det er grænseoverskridende for mig.
    På benene – væk skulle de, især fordi jeg var begavet med ekstra strid og næsten sort hårvækst på mit venstre lår. Jeg kunne barbere i et væk. Bladende var stadig sløve som ind i h…
    Trussekanterne skulle også have en tur … så kom bumserne!!!
    I årevis gik jeg rundt med blødende lyske, for der skulle dæleme ikke være hår uden for trussen!

    Da jeg blev ældre fandt jeg ud af, at jeg nok måtte finde en anden metode end de gamle aflagte Gillette-blade. Der kom færre sår, men de andre gener forsvandt ikke. Men jeg fortsatte, for jeg skulle jo ikke være hende der den ulækre.
    Om jeg skulle fjerne hår var aldrig til diskussion, det var aldrig til overvejelse, det var aldrig en samtale, det var aldrig genstand for reflektion. Det var sådan det var!

    Jeg prøvede alverden, sugaring, maskiner der barberede, maskiner der hev håret ud med roterende fjedre, creme, barberblade lavet til kvinder – you name it, I’ve tried it!

    Jeg husker omklædningsrumssnakken om hvor heldige de var, de som havde lyse bløde hår, eller ingen hårvækst. Mine jødiske aner ville bare, at jeg skulle være en af dem med kraftigere mørk hårvækst her, der og mærkelige steder.

    Så kom pincetten frem, øjenbryn, overlæber, brystvorter … alle steder der tillod sig et lille synligt hår – jeg nipsede det!

    Så kom den dag hvor en mand fortalte mig … “Jeg synes altså du har for mange hår på kussen – helt ærlig, det er for ulækkert, det må du trimme.”
    Ung og uerfaren, usikker og – nu ved jeg – dum som jeg var trimmede jeg … mit allerhelligste.

    Jeg græd og led. Det kløede og kradsede, det føltes forkert. Jeg havde bumser på skamlæberne og jeg hadede det.
    Og alt det for ukærlig og ensidig sex med en mand der ikke accepterede mig.

    Men hvem var jeg, til at stille spørgsmålstegn ved min egen hårvækst. Det var aldrig et personligt valg. Den dag i dag kan jeg blive så ulykkelig over, at det var et valg som normerne og samfundet tog for mig.

    I sexualundervisningen i skolen blev vi aldrig gjort opmærksomme på, at vores kroppe og hvordan vi behandlede dem, var vores eget valg. Vi hørte om, prævention, graviditet og AIDS … vi hørte så meget om AIDS.

    Heldigvis blev jeg – på et tidspunkt i mit liv – klogere på mig selv og min krop. Jeg flyttede ind ind et kollektiv, hvor jeg mødte en kvinde, som sminkede sig, fjernede hår og gjorde vilde ting med sin krop.

    Hun tog snakken med mig.

    Selv om vi var vidt forskellige, så fik hun mig til at forstå at det hele – og jeg mener, det hele, var mit eget valg. Et valg jeg med det samme tage. Talk about a game changer!

    Pludselig stod jeg der, med hår alle vegne og jeg elskede det. Jeg nyder stadig de bløde krøllede hår under mine arme og at min kussen har lige præcis den frisure den har.
    At jeg ikke længere skal klø, kradse, bløde, holde bumser ud eller have røde knopper på huden flere gange om ugen.

    Heldigvis har jeg en mand som ikke er imod hårvækst – og det er på ingen måde begrænsende for et rigt, sundt og kærligt samliv – tværtimod.

    Jeg har valgt at være mig med min krop og mine mørke hår. Det er den bedste beslutning jeg har gjort for min krops vegne – det er jeg sikker på!

    Og så er der hele snakken om at være mor til en pige … uha, den tror jeg jeg må gemme til en anden dag.

    Tak Camilla – fordi du åbnede den :-*

    • Kære Anna,
      Hvor er det dejligt at høre om den sunde udvikling du har været igennem. Det er jo simpelthen så ærgerligt at vi kvinder først hviler i det når vi bliver gamle nok, elskede nok eller ligeglade nok. Det er en helt central pointe at seksualundervisningen er mangelfuld. Jeg vil SÅ gerne lave seksualundervisning med fokus på nydelse, frihed og kropsbevidsthed. Prævention og kønssygdomme skal altså mest ind i fodnoten. Det kunne måske gøre turen en lille smule kortere for vores døtre:-) Og Anna, tak fordi du greb den og delte med os!

Skriv et svar til admin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *