Jeg har været helt oppe at ringe. Jeg har hevet mig selv i håret.

Kvinder er kvinder bedst og kvinder værst.

Hvis man er feminist anerkender man vel som udgangspunkt andre kvinders ståsted som selvstændige, lige og værdige individer.

Men den seneste tids debat om fjerde generations feminisme har netop budt på slutshaming og usolidaritet i en ækel grad, som virker forsmået, uforstående og ufeministisk.

Der er røster der mener at have patent på begrebet feminisme. Ofte tilhører denne gruppe 50+ generationen. De mener at den nye bølge af feminister, som f.eks. Louise Kjølsen, aka Twerk Queen ikke er en “ordentlig feminist” når hun twerker og tager letpåklædte selfies med sine veninder. Selv efter en kandidat i psykologi kan hun ingenlunde tages seriøst før hun tager noget mere tøj på!! Hvem sagde Woodstock?

Jeg er all in på den fjerde bølge feminisme. Jeg er all in på alle bølgerne. Tak for dem, ældre medsøstre! Men generationerne skifter, som tiderne gør det. Jeg selv har hidtil svælget i den lidt  ironiske livmoderfeminisme, som forsøger at sætte kvindens egenskaber som mor i centrum, som en kvalitet der blev glemt i den mere klassiske form for feminisme, hvor vi kvinder netop skulle ligestilles med manden og have samme rettigheder. Det betød desværre at børnene blev lette ofre for arbejdsmarkedets og samtalekøkkenets krav på mor minimum 37 timer om ugen. Vi troede børnene var vigtigst, men de kom i vejen for effektiviseringer og bruttonationalitetsprodukter. Livmoderfeminister vil have prioriteringen af børnene tilbage, men også det omsorgsarbejde der som regel giver mest mening at kvinden udfører, amning og tilknytning (Når det nu er hende der har gjort det fra start). Man tør sige højt at mor og barn har et særligt vigtigt bånd og en tilknytning som ikke skal brydes af f.eks udepasning i de første år. Fy for en bankebæ for den klassiske feminist. Det særligt kvindelige har ingen legitimering i den feminisme der føres på patriarkatets præmisser.

Men altså jeg har et ordsprog der siger “Hvad er det mest sympatiske at gøre”. Det kan man vinde mange diskussioner med sig selv med.

Blid sex findes ikke i mit ordforråd

Nu står vi med en gruppe kvinder der kæmper for kvindens ret til egen krop og som taler imod slutshaming og deling af andres nøgenbilleder. De laver deres egne billeder og kalder sig ludere for netop at punktere de skældsord vi kvinder udsættes for hvis vi taler for højt, viser for meget hud, knalder med for mange eller netop ikke gider at knalde med lige præcis pågældende mand.

Det handler om at kvinder i samfundet stadig ses som underdanige, skal passes på og som er et modtagende seksuelt væsen. Hvis man skal tages alvorligt skal man helst være intetkøn og gemme sin store røv på kontorstolen.

Vi må ikke være udfarende og aggressive i vores seksualitet, vi skal betragtes og holde kæft. Pikken bliver nøglen til kvindens nydelse, for tænk om hun selv kunne ordne sine orgasmer, så er mandens rolle for alvor truet i dobbeltsengen.

Kvinden SKAL saft susemig selv lære at ordne de orgasmer og så skal hun lære manden at gøre det bagefter!

Så når vi kommer med vores våde kusser og vores store rumper der ryster, så er det en tydelig og magtfuld form for seksualitet, der måske nok i det offentlige rum, har været mandens domæne, men som ikke er en eksklusiv mandlig kvalitet som prostata eller trang til at sove efter sex (kvinder vil gerne knalde igen, hvis det vel og mærke er god sex).

Medsøster, bak op.

Du må godt klaske i min røv, ligestillede søster, men du må anerkende den som en legitim og magtfuld faktor i en debat der ofte foregår uden ord.