Ja, jeg er også med på Game of Thrones -hypen. Jeg var mest vild med de første sæsoner hvor der blev knaldet til højre og venstre. Det politiske spil, not so much. Jeg er mere til “give me some sugar” når jeg endelig efter en lang, travl dag flader ud på ottomanen.
Jeg er selvfølgelig fan af showets feminist nr 1, Daenarys Stormborn, som er retfærdig, god, befrier af slaver, nedlægger af det rige patriarkat og ikke nærig med at vise brysterne frem. (Der er også en anden feminist, Cersei, der slutshamer og opfører sig rigtig forkælet det meste af tiden. Not fan of her). Nå, men Daenarys er mor til tre kæmpe store drager og det har jeg haft liiiidt svært ved at komme rundt om. Jeg er generelt ikke fan af arter der blander sig, medmindre det handler om et æsel og en hest, men nu er vi jo i eventyrets verden, så fair nok. Og så pludselig den anden dag da Daenarys tog sine dragebørn med i krig fik jeg åbenbaringen. Jeg er jo selv Mother of fucking Dragons! Jeg har tre døtre. De er hver især en lille drage fyldt med kraft, ild og livsvilje. De kan være blide og legende, men de kan så sandelig også spy ild, så mit hår står i brand.
Dragemor
Jeg står op hver morgen til en dag fyldt med børnelogistik og et væld af fritidsinteresser og legeaftaler der skal organiseres og afholdes. (Ja, ja. Curling-dragemor) Der er et hus der skal fungere og modsat Daenerys har jeg heldigvis fundet min Jon Snow for mange år siden. Jeg vil dog gerne lige give et virtuelt high five til alle jer dragon-mothers der klarer alt det drageshit helt alene! I er sgu seje. Mine børn er fuldstændig fantastiske og de er alle tre vildsomt temperamentsfulde (Ja, det har de fra mig). Sommetider bliver jeg frustreret og vred når de modsætter sig, plager eller får et hidsighedsanfald midt i Brugsen. Men hey, de er jo dragebørn. De gør ligesom jeg selv. Hygger sig og samarbejder, lige indtil det mål de har sat sig bliver fjernet fra dem af en mor med bestemt mine eller af andre omstændigheder. Og så kæmper de. Med alt hvad de har. De spyr ild så huset brænder og ingen kan holde ud at være i nærheden. Sommetider har jeg tænkt at livet ville være nemmere hvis mine drager ikke havde så kraftig tænding, men på den anden side skal de på et tidspunkt ud i verden, uden dragemor og så er det faktisk rart at jeg ved at de kan lægge en horde ned på ren indre glød og sprængkraft. Det er fristende at gemme børn væk fra al den uretfærdighed og absurditet der findes i verden. Men helt ærligt, hvis der er nogen jeg gerne vil have med i krig er det mine tre drager. De er kloge og empatiske og de finder sig ikke i ondskab. Derfor giver det meget bedre mening, alt efter alder, at fortælle dem om hvad der kan få ilden frem, om det så er politiske dagsordener, hverdagssituationer hvor der findes uretfærdighed. Jeg vil have de tager stilling til den verden de engang skal regere i og overtage fra os. Jeg håber de kan gøre en bedre og mere modig indsats end os andre. Men så må de også få deres pis sat lidt i kog, så der er en sag at kæmpe for, så ilden ikke slukkes af magelighed og individualisme. Vi har alle ansvar for hinanden og hvis man er en stærk drage, har man et særligt ansvar for at spy ild, de steder det giver mening. Det hjælper også når de får det hissy fit og vælter mig bagover med deres ild og kraft. Det kommer dem til gode, tænker jeg.
Når de en dag er alene derude i verden, skal jeg ikke bekymre mig. Queen of Dragons skal ikke stå klar med spyd og krigere, medmindre mine børn kalder. Eller medmindre vinteren kommer. Det kan være svært at være optimistisk efter denne sommer. Klimaet er truet på så mange planer. Men i de fleste tilfælde må jeg stole på at mine dragers vinger bærer og ellers skal jeg nok bare sende Jon Snow efter dem. Han kan bære dem hjem i sine stærke arme. Han er den sande, tålmodige helt i vores familie fuld af drager.